AspIT - fokuseret talent

AspIT er en skræddersyet uddannelsesmodel til unge med Aspergers Syndrom. Vi begyndte i Vejle, og er i dag et landsdækkende tilbud til unge med det, vi kalder fokuseret talent for IT. Samtidig er AspIT også værd at holde øje med for danske virksomheder på jagt efter nye medarbejdere med et helt særligt flair for mange af de IT opgaver, som andre unge har svært ved at løse.

 

AspIT er verdens første IT uddannelse for unge med Aspergers Syndrom. Og en Aspi er ikke som andre unge. De er kendetegnet ved at være dygtige til deres fag, meget loyale, meget ærlige, og så har de et intelligensniveau mellem normal og høj kombineret med en fremragende hukommelsesevne. Vores erfaring fortæller, at det er egenskaber, som mange virksomheder sætter stor pris på.

 

Konceptet for AspIT er enkelt. Vi tager udgangspunkt i de unge Aspi'ers stærke sider, og udvikler den enkelte elevs talent. Det gør vi med særlige hensyn til de krav en Asperger har for at tilegne sig ny viden. Det betyder små undervisningshold med individualiseret indlæring i en tryg og tillidsfuld hverdag.

 

Undervisningen er en nøje planlagt kombination af undervisning på en af de fem erhvervsskoler, der udbyder uddannelsesmodellen, og praktikophold i udvalgte virksomheder.

 

At de unge kan opnå kvalifikationer gennem en uddannelse, tilrettelagt ud fra deres særlige behov, er der ingen tvivl om. Efter tre år har eleverne opnået dokumenterbare, personlige og IT-mæssige kompetencer, som sætter dem i stand til at løse konkrete opgaver for virksomheder, gennemføre praktikforløb, og modtage læring på et højt IT fagligt niveau.

 

Gå til AspITs hjemmeside her.